Det er ikke sexistisk af gå ind for begge køns ligestilling, og det lyder det som om, du gør.

Egentlig er det upraktisk, at vi bruger begrebet feminisme om alt fra de tidlige tiders suffrageter; dem, der fra ca. 1950'erne begyndte at kæmpe om ligeløn og ligeværd i samme stillinger; de der i dag vil have 100% ligelig fordeling alle de steder, hvor de kan se er fordel ved det; de intersektionelle og de, der mest lader til at gå op i kvinders ret til at have sex uden ar blive set ned på, og som modsat rødstrømperne synes, at kinky tøj og makeup er fantastisk. Det er jo næsten umuligt at skære så mange holdninger og mål over en kam.

Jeg kan sagtens følge de første, feministiske bølger, men som rigtig mange andre danske kvinder, vil jeg ikke kalde mig selv feminist, fordi jeg ikke kan se mig selv i de strømninger, der fylder mest i dag, og som mere eller mindre er importeret fra USA, hvor helt andre forhold gør sig gældende. Det onde patriarkatet giver bare ikke særligt meget mening i dagens Danmark.

Som jeg ser det, bør virksomheder have lov til at vælge den bedste kandidat, også når det kandidat ikke er født med "det rigtige" mellem benene. En 100% ligelig fordeling giver ikke mening som et mål i sig selv, målet bør være, at alle, uanset køn, seksualitet, hudfarve mv. kan blive det, de har lyst og evner til.

Slutteligt synes jeg, det er problematisk, at der er feminister, der ser ned på traditionelt, kvindeligt arbejde. Som om generationer af kvinders hårde slid er ligegyldigt, fordi det ikke er foregået på en direktørgang med den rigtige titel. Det er den samme type, der latterliggør de kvinder, der vælger at være hjemmegående eller som trives med en mere traditionel rollefordeling i hjemmet. Hvis man vil påstå at kæmpe for kvinders rettigheder, må man acceptere, at ikke alle kvinder vil vælge det samme som en selv, og det er der bare nogle af dem, der har rigtigt svært ved.