Det er noget sludder. Der er ikke evidens for diagnoser. Og de nyeste bevægelser går imod diagnoser. Jeg er tidligere lærer. Jeg er også mor. Og jeg har bevæget mig i psykiatri. Fra nogen første gang indlægges og til et halvt år frem forsvinder deres identitet og deres selvstændighed. Både med piller og manglende behandling og manglende gode relationer. Når der kommer diagnose oveni, fremmedgøres de af samfund, venner og familie. Selv børn fremmedgøres i egen familie. Og bliver en diagnose og ikke et barn.

Din kone arbejder nok med noget. Men hun sælger også kejserens nye klæder. Og da hun er psykolog og ikke pædagog eller lærer, så ser hun ikke barnet i dets hverdag. Så hun kan fejltolke mange behandlinger, fordi hun kun ser barnet i en stol i et rum i en kort tid. Det er ikke virkelighed.

Lærere kan ofte ikke bruge skolepsykologer til noget. Psykologer vælger ikke at blande sig i familiers dysfunktioner og vælger istedet at individualisere det hos barnet. Det er både dumt og uansvarligt. I kunne brede jeres viden og arbejde bredt og mere dynamisk med inddragelse af det strukturelle. Men I vælger at gøre det individuelt, diagnosebetinget og genetisk. Jeg har set børn få “adhd” i forbindelse med familiers sindssyge skilsmisser. De har ikke adhd. De har familier, der ikke kan finde ud af det. Psykologens redskab er adhd. Så har du både individualiseret problemet og gjort det genetisk og medicineret det. Dét finder jeg skørt.