EQ-begrebet lider af pseudovidenskab og er uden en klar definition. Jeg afviser ikke, at der er kompetente forskere, men det drukner desværre i alt det bullshit, der er på området.
F.eks. bestemmer din selv-rapporterede evne til at håndtere stress en del af din EQ-score. Udover at din stress-håndtering kan forbedres ret hurtigt gennem teknikker, så er den også ekstremt situationsafhængig. En person får vel ikke en højere "emotionel intelligens" blot af, at vi flytter ham fra et "kill or be killed" erhvervsklima til en butik, der sælger garn-dukker. Eller hvis hans bipolære og aggressive kæreste skrider og han møder en "relaxed" hash-rygende hippie-chick i stedet.
Langt hen ad vejen måler EQ primært komformitet i den pågældende sociale situation. Som ADHD'er passede jeg f.eks. ekstremt dårligt ind i folkeskolen, og ville derfor have scoret lavt. Men for 30.000 år siden ville mine træk have gjort mig bedre i stand til at overleve jf. studier af Amazon-indianere (frit efter hukommelsen). Og at min hjerne hele tiden hopper til forskellige perspektiver har sidenhen vist sig en enorm fordel i forståelsen af andre mennesker og i problemløsning, herunder ifm. rådgivning af ledere.
For noget tid siden skimmede jeg forskellige EQ studier igennem. Det var rystende, så meget bullshit, der var. Det virkede ofte som om, at forskerne blot tog karakteristika - f.eks. selvtillid - der korrelerede med succes og hvordan de mente et "godt" menneske skulle være og så kaldte det "EQ". Det var ofte karakteristika, der er meget situationsafhængige og derfor ikke nødvendigvis afspejler en fundamental bagvedliggende "følelses-intelligens".
"Sympati" blev også smidt ind under paraplyen, sandsynligvis af subjektive grunde, selvom det er velkendt, at der er ufatteligt mange sociopater på toppen af erhvervslivet og de har ofte en dybdegående indsigt i andre mennesker.