Sidste fredag skrev jeg at jeg skulle til jobsamtale. Da jeg skrev kommentaren, havde jeg ikke været inde endnu, så nu kommer der lige historien om hvordan det gik.
Onsdag morgen den 15/3, jeg sidder til forlæsning på CBS, og pludseligt kommer der en ung fræk fyr ned på podiet, og for stukket en mikrofon i hånden. Så retter jeg mig sku op, det skal jeg se. Det er ikke hver dag at der sker noget overdrevet spændende under erhvervsret, så det kan kun blive vildt.
Under den frække mands præsentation, som omhandler et job han skal bruge nogle folk til at være tutorer til matematik. Jeg har et fint job, jeg kunne ikke forestille mig at være tutor, og jeg er ikke noget matematik geni. Det er ikke umiddelbart noget som jeg kunne se mig selv i, men under præsentationen siger han ”Det her job er ikke til dig som er sindssygt dygtig til matematik, men det er til dig som egentligt godt kan lide at fremlægge, men ikke tør sige det til dine venner fordi alle ved at det er ucool at være ”ham som kan lide at fremlægge”. Min eneste tanke til det var at jeg rigtigt godt kunne lide at fremlægge.
I en solid blanding af den charme som der blev holdt oplæg med samt min hunger efter nye udfordringer, sagde jeg til mine venner ”Dét dér, dét job skal bare have”. Da præsentationen var slut sagde han ”jeg står ude for når jeres time er slut, hvis det er noget for jer, så kom og snak med mig”. Helt sikkert tænkte jeg. Det skal jeg bare have.
Så jeg gik selvsikkert ud til ham og sagde noget jeg altid har ville prøve. ”Hej, Jeg hedder /u/Ottetal – du har allerede ansat mig, du ved det bare ikke endnu”. Hvornår for man nogensinde muligheden for at gå hen og sige sådan noget til en mulig arbejdsgiver?
Han synes i hvert fald at det var vildt sejt, og efter en hurtig 5 minutters samtale gav han mig et visitkort og sagde ”skriv en mail til mig, så kan vi snakke nærmere”. Jeg sprøjtede ind til min bærbar, og sendte en mail med det samme. Lidt mail korrespondance senere har jeg fået sendt et CV og karakterer og for at vide ”kom du ind til samtale på fredag” (17-3).
Da jeg kom til samtalen var det første der skete følgende ”Hej /u/Ottetal, Jeg har allerede ansat dig du ved det bare ikke”. Vi brugte ti minutter på at blive enige om at jeg bare skulle være forlæser med det samme, tutor var alligevel kedeligt. Den næste halve time bestod af den mest nede på jorden jobsamtale hvor vi snakkede mere om Dota og hans SurfaceBook end mine evner som kommende forlæser.
Så nu har jeg to job, og glæder mig helt vildt ekstremt meget til at skulle stå ved en tavle… Nu skal jeg bare lige lære matematik, for som sagt er jeg ikke noget geni dér
Sidste fredag skrev jeg at jeg skulle til jobsamtale. Da jeg skrev kommentaren, havde jeg ikke været inde endnu, så nu kommer der lige historien om hvordan det gik.
Onsdag morgen den 15/3, jeg sidder til forlæsning på CBS, og pludseligt kommer der en ung fræk fyr ned på podiet, og for stukket en mikrofon i hånden. Så retter jeg mig sku op, det skal jeg se. Det er ikke hver dag at der sker noget overdrevet spændende under erhvervsret, så det kan kun blive vildt.
Under den frække mands præsentation, som omhandler et job han skal bruge nogle folk til at være tutorer til matematik. Jeg har et fint job, jeg kunne ikke forestille mig at være tutor, og jeg er ikke noget matematik geni. Det er ikke umiddelbart noget som jeg kunne se mig selv i, men under præsentationen siger han ”Det her job er ikke til dig som er sindssygt dygtig til matematik, men det er til dig som egentligt godt kan lide at fremlægge, men ikke tør sige det til dine venner fordi alle ved at det er ucool at være ”ham som kan lide at fremlægge”. Min eneste tanke til det var at jeg rigtigt godt kunne lide at fremlægge.
I en solid blanding af den charme som der blev holdt oplæg med samt min hunger efter nye udfordringer, sagde jeg til mine venner ”Dét dér, dét job skal bare have”. Da præsentationen var slut sagde han ”jeg står ude for når jeres time er slut, hvis det er noget for jer, så kom og snak med mig”. Helt sikkert tænkte jeg. Det skal jeg bare have.
Så jeg gik selvsikkert ud til ham og sagde noget jeg altid har ville prøve. ”Hej, Jeg hedder /u/Ottetal – du har allerede ansat mig, du ved det bare ikke endnu”. Hvornår for man nogensinde muligheden for at gå hen og sige sådan noget til en mulig arbejdsgiver?
Han synes i hvert fald at det var vildt sejt, og efter en hurtig 5 minutters samtale gav han mig et visitkort og sagde ”skriv en mail til mig, så kan vi snakke nærmere”. Jeg sprøjtede ind til min bærbar, og sendte en mail med det samme. Lidt mail korrespondance senere har jeg fået sendt et CV og karakterer og for at vide ”kom du ind til samtale på fredag” (17-3).
Da jeg kom til samtalen var det første der skete følgende ”Hej /u/Ottetal, Jeg har allerede ansat dig du ved det bare ikke”. Vi brugte ti minutter på at blive enige om at jeg bare skulle være forlæser med det samme, tutor var alligevel kedeligt. Den næste halve time bestod af den mest nede på jorden jobsamtale hvor vi snakkede mere om Dota og hans SurfaceBook end mine evner som kommende forlæser.
Så nu har jeg to job, og glæder mig helt vildt ekstremt meget til at skulle stå ved en tavle… Nu skal jeg bare lige lære matematik, for som sagt er jeg ikke noget geni dér