Jura eller statskundskab?

Hej, jeg læser selv på statskundskab i Århus og har taget fag på jura, så jeg føler mig lidt kvalificeret til at komme med et lille indspark.

Jeg har kun haft SamfC i 1.g - hvor vigtigt er dette, når jeg er politisk aktiv udover?

Jeg har selv kun haft samfundsfag på c-niveau i gymnasiet og det tog mig et par uger i starten hvor jeg lige skulle koncentrere mig lidt ekstra og hvor jeg kunne mærke at de andre havde lidt mere ballast med fra gymnasiet end jeg havde. Dette betød dog i sidste ende ikke noget for mine karakterer og betød meget lidt for hvor meget arbejde jeg skulle lægge 'ekstra' i det. Generelt har jeg fået bekræftet mit indtryk af at samfundsfag i gymnasiet har været et tegneseriefag, da det i sidste ende ikke virkede til at kvalificere folk betydeligt mere til at deltage i undervisningen.

Mht. at du har været politisk aktiv betyder det ingen ting overhovedet. Vi beskæftiger os i meget begrænset omfang med politik som man ville gøre det i et ungdomsparti. Vi har et enkelt 5 ects fag der hedder politisk teori, men her stopper de normative pointer også med at komme. Det er ikke et studie hvor folk render rundt og diskuterer politik i klassisk forstand (hvad mener du om problemstilling x? hvad syntes du om reform y?), derudover er der forholdsvist få folk på studiet der er politiske aktive. Vi joker lidt om at alle folk på studiet ender op med at stemme på de radikale.

Generel uddannelse, så svært at få job? Eller i hvert fald svært at finde et ”konkret” job?

Der findes en del jobs hvor en statskundskaber befinder sig godt. Du vil lære at sætte dig ind i en stor mængde af læsestof, trække hovedpointer ud, tænke kritisk over resultaterne og de metoder der er blevet brugt og formidle det videre. Derudover vil du kunne udforme egne undersøgelser (om end dette nok for de færreste vil være relevant i deres senere arbejdsliv). De evner du får er bredt anvendelige, om end jeg vil påstå at det også er evner som jurister til dels besidder og de har så også nogle evner som er langt mere konkrette og anvendelige på specifikke problemstillinger. Generelt vil jeg mene at statskundskab er en grunduddannelse som giver dig evnen til at lære specifikke evner senere i dit arbejdsliv.

Løn

Folk tjener meget forskelligt; nogen får en stilling i en NGO og tjener næsten ingenting i mens andre går konsulent vejen; det er noget der i høj grad er op til den enkelte.

Svært ved at finde relevant studiejob udenfor KBH

Hvis jeg skulle vælge om igen, ville jeg klart have valgt at studere i KBH. Jeg havde snittet til det men fravalgte det da jeg allerede havde lejlighed i Århus. Generelt arbejder mine medstuderende i regionen, kommunen og Rambøl (altså dem med relevante studiejob) og der er rift om de jobs. Det er jo i sidste ende et studie der optager ligeså mange studerende som i KBH, men KBH er jo ca. 3-4x større og har langt flere relevante statslige funktioner der kunne aftage statskundskabere. Jeg er endt op med at tage et studiejob på universitetet, men det ville klart være at foretrække at komme ud i 'virkeligheden'. Studietiden er også så begrænset på statskundskab, at det er nemt at finde tid til et studiejob.

Meget enearbejde

Dette er efter temperament. Du kan arbejde i grupper eller alene. Der er forholdsvist få skemalagte timer (det sidste år på bachelor havde jeg ca. 9 timer om ugen (nogen gange blot 7)).

”Nemmere” at huske, da der ikke er nær så mange paragraffer

Statskundskab er et nemt studie(måske ikke i forhold til Engelsk, men klart ifht. de naturvidenskabelige, jura og økonomi). Det er de fleste uger ikke i nærheden af at være et fuldtidsstudie og der er meget få midler pr. studerende, så det meste af din tid vil blive brugt på at læse og forstå tekster uden meget støtte (en forelæsning på 2 timer vil som oftest behandle 4 tekster, så behandlingen bliver sjældent dybdegående). Jeg har ikke selv været tilfreds med mit studievalg, da jeg ikke syntes at de evner jeg har fået har stået på mål med de år af mit liv der er forsvundet; men det er klart en personlig vurdering; mange af mine medstuderende har været fint tilfredse, men de har dog også brugt en god del på studiejobs der i ligeså høj grad som studiet har kvalificeret dem.

Endnu mere spændende måde at være en del af samfundet på!

Vi joker lidt med at vi er blevet til Danmarks mest kvalificerede avislæsere. Siden du får en all-around uddannelse i lidt jura, økonomi, sociologi og samfundsteori vil du ende op med at have et forholdsvis godt afsæt til at forstå din omverden.

Som afsluttende bemærkning vil jeg foreslå dig at læse op på Eastons model, da studiet på Århus er bygget op omkring denne model og (næsten!) alle fag på bachelordelen forsøger at relatere sig selv til denne model. Her er et link: http://www.politicalsciencenotes.com/articles/4-major-premises-of-system-theory-according-to-eastons-model-analysis/496

Beklager det blev lidt langt. Du må endelig sige til hvis du har spørgsmål.

/r/Denmark Thread