Folk indgår de mest sindsyge parforhold, og jeg forstår det ærlig talt ikke.

Der er en helt vanvittig social ubalance i hvordan beslutningerne tages i nogle af mine kammeraters forhold. De er skræmt fra vid og sans for at deres kæreste skal gå fra dem hvis ikke de spiller 100% efter hendes regler.

Som i 100%.

Jeg har selv børn nu, og JA nogen skal forfanden passe dem, men jeg synes edermanme nogle af mine kammeraters kærester strammer skruen. Det bliver lidt efter logikken:

"Jeg ses med mine 3 veninder fra Gymansiet en gang om året, så du skal heller ikke ses med andre!"

Det er specielt noget jeg ser blandt mine venner der er flyttet ud af København for at få lidt mere plads og en have (som de iøvrigt aldrig bruger, og bare hader at skulle passe - fucking hell). Deres partner er meget mere fokuseret på at hade alle andre kvinder i lokalområdet, så hun får aldrig dannet et nyt netværk, så nu har hun KUN ham og deres børn.

Det er fuldstændig vanvittigt at se på, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at de parforhold før eller siden falder fra hinanden, for de savner aldrig hinanden, de savner IKKE at være sammen - begge to!

Jeg har 2 kollegaer som jeg ofte er på rejse med i forbindelse med arbejde, og specielt en af dem har ret ofte sin kæreste med, og det er simpelthen så fucking patetisk. Han er ikke præsteret at få hende til at forstå at en FORRETNINGSREJSE ikke er en FUCKING FERIE.

Så hver eneste dag, når han efter at være blæst i hovedet efter 9 timer på en konference eller i møder, så skal han hjem til hotellet til kæresten som simpelthen er i så dårligt humør fordi "han har forladt hende der hele dagen".

Det er så fucking stupidt.