Og jeg blev fed pga. bulimi og alkoholmisbrug. Folk der snakker om at fede er en belastning for samfundet, at fede er hæslige osv. har haft en betydelig indflydelse på min spiseforstyrrelse.

De fleste spiseforstyrrede personer har en ekstremt stor angst for at blive fede, hvilket fastholder dem i deres sygdom, og jeg vil mene, at årsagen til at mange spiseforstyrrede har store problemer med at give slip på denne angst under behandlingen er, at den egentlig nærmest er rationel: Fede mennesker har ikke bare store problemer med deres helbred (og at score i byen), de anses også for at være dovne, hedonistiske og selviske. Det er sgu det sidste i verden man ønsker.

Måske er det lidt farvet af min baggrund som bulimiker, men efter min mening er fedme (og vægt/helbred generelt) noget der vedkommer den fede, deres læge og nærmeste pårørende. Det gør intet godt, at en du knapt nok kender, siger at du skal holde med at æde så meget. Det syn på fede nogle præsenterer i denne her tråd giver mig ærligt talt lyst til at kaste min morgenmad op igen.