Måske sent til festen - men som en, der har været igennem præcis det samme, tænkte jeg at du kunne høre mit forløb.

Jeg var også sammen med min kæreste i 3 år, vi boede også i en lejlighed jeg ejer, jeg slog op med hende i torsdags og jeg havde også pakket en rygsæk.

Jeg satte hende ned og fortalte hende at jeg ikke kunne være sammen længere, og at jeg har givet alt hvad jeg kunne, men nu ikke kunne klare at være i det mere. Jeg havde stort fokus på, ikke at diskutere problemer eller hvad der gik galt - det åbner op for en samtale om at 'kunne løse det', og det havde jeg ikke tiltro til længere. Så jeg forklarede blot at jeg ikke kunne længere, og fokuserede på at være ærlig, åben, følsom og at lade hende være det samme. Jeg fortalte hende også at jeg selvfølgelig ikke ville 'smide hende ud', og at jeg ville tage afsted og sove hos en ven eller hos mine forældre, hvis det var nødvendigt, men at vi ikke skulle sove i samme lejlighed.

Efter noget tid følte jeg, at nu havde hun accepteret, forstået og set mig, og omvendt havde jeg accepteret, forstået og set hende. Der valgte jeg så at sige at jeg blev nødt til at gå. Vi tog en cigaret sammen, krammede, og så gik jeg. I det hele taget et godt brud, men det vigtige var at være ærlig, åben, følsom og lade hende være det samme.

Husk - Hvis du slår op er de problemer i havde i forholdet ligegyldige, så prøv at holde dig fra den del, og prøv at holde dig fra at være bebrejdende over for hende. Fokuser på at du ikke har lyst til at være i det længere.