Jeg forstår fuldstændigt, hvorfor du gjorde, som du gjorde men kan egentligt også godt følge hende. Måske ikke, at hun stadig er sur, men det er nok mere et resultat af, at det var en traumatiserende oplevelse for jer begge.

Jeg er lillebitte og kan hverken løbe (især ikke på brosten i høje hæle) eller slå, så jeg er SÅ afhængig af mit overblik i ubehagelige situationer, hvilket jeg så også har. Så hvis jeg mistede det, ville jeg nok være rædselsslagen.

Jeg har ofte oplevet venner eller lignende, der ikke har fattet, at jeg ikke ville kunne løbe fra en gerningsmand eller slå fra mig, men der ville skulle en helt anden strategi til. Hvis nogen f.eks. prøvede at flygte fra noget og hive mig med sig, ville det kunne blive ekstremt farligt for os begge.

Jeg ved ikke, om det giver nogen mening?