Fast besluttet på ikke at lade folk stå i stilhed, rækker han hånden frem mod manden foran mig i køen, hilser og siger: "Nå, men så kan vi jo ligeså godt bruge tiden på at lære hinanden at kende. Hej, jeg hedder Mathias, hvad hedder du og hvad laver du til daglig?"

Hvorfor er det en god oplevelse? Argumentet i dette budskab er at

Mathias har måske været 17-18 år, men han havde social intellekt som en granvoksen.

Social intellekt og en god oplevelse? Det er nok forbundet, men på ingen måde en årsagsforklaring. Det ser jeg ingen argumenter for, og det skaber samtidig også den gode gamle magtassymmetri mellem gammel/ung, fordi det er underforstået at Mathias skiller sig ud fra sine jævnaldrende og hæver sig til det niveau, som de ældre (Hvem end det er) har. Sikke noget vås.

Men hvorfor er det så en god oplevelse alligevel? For det siger OP det er, så det må det jo være. Hvis vi kigger på faglitteraturen om oplevelsen (Jantzen, Vetner, Bouchet), så peger de på at en god oplevelse har nogle iboende karakteristike. Lad og prøve at konsultere nogle af dem. For det første mener de at en oplevelse skal være interaktiv. Man skal kunne føle sig som medskaber. Check, Mathias inddrager kunderne. Det skal være intimt. Check, Mathias overskrider nogle gængse grænser, og skaber en personlig relation. Det skal være nærværende. Check, Mathias inddrager køen i hans problemstilling, og lader dem være med til at få det bedste ud af en ikke-optimal situation. Det skal være autentisk. Check, Mathias er tilsyneladende overbevisende i sit udtryk. - Og jeg kunne blive ved. Men det er simpelthen en fejlslutning af skabe en kløft imellem aldersgrupper, og sige at Mathias har en social intellekt udover det sædvanlige.