Jeg kan delvist relatere. Min far blev vred - meget vred.

I filmen Inside Out er der konceptet om "Core Memories". Mit første minde (ca. 4 år gammel) er et ganske blåt core memory. Jeg sidder på en af de der børnestole ved køkkenbordet. Min mor har lige sagt noget. Jeg svarer igen, som børn kan finde på i den alder. Grænsesøgende. I næste øjeblik ligger jeg på gulvet, ganske forvirret over hvad jeg laver dernede.

Før det går op for mig at min far har givet mig sådan en flad at jeg er faldet på gulvet tar han mig i øret og trækker min hen over linoleums køkken gulvet. Ud i gangen. Hen over stoftæppet. Ned af gangen, hen til døren til mit værelse. Et hårdt greb om halsen, og kastet ind på gulvet. Døren smækkes i, og jeg sidder i mørket og tænker tanken "Jeg er bange, jeg har brug for hjælp, og der er ingen".

Den dag lærte jeg at der var konsekvenser, og at jeg ikke skulle svare igen. Jeg lærte også at andre mennesker ikke kan stoles på. Nogen vil være uenige i den holdning, men det var min oplevelse som lille barn.

Som årene skred frem var min far aldrig voldlig igen - men kun fordi jeg havde lært min lektie. Tilgengæld var han verbalt abusive, hvad end man vil kalde det på dansk. Han var en såkaldt gunnysacker, en person der ikke siger noget når andres adfærd går dem på, før dråben falder, og han så føler sig berettiget til at eksplodere. Det gør igen at man ikke tør stole på folk, fordi de fremstår uforudsigelige.

Som teenager blev jeg depressiv, og viste det med kropsprog og humør. Min far kvitterede ved at eksplodere en søndag morgen og fortælle mig at han var træt af at se mig sådan, og jeg skulle holde op med at være en lille kælling. Derefter kom masken på.

Jeg lærte af den adfærd fra min far, og selv som teenager havde jeg problemer med ikke at eksplodere og overfuse venner og klassekammerater hvis jeg følte mig berettiget dertil. Ufatteligt pinligt efterfølgende når situationen var overstået.

Men jeg vidste hvordan det føltes at modtage sådan et angreb, og besluttede mig for at jeg aldrig skulle have børn.

Selv som voksen i erhvervslivet har jeg mistet besindelsen overfor en kollega. Jeg er blevet bedre til at beherske mig selv, men jeg skal aldrig nogensinde have børn.

Iøvrigt stoler jeg slet ikke på andre mennesker, og har aldrig gjort det siden jeg var lille barn. Stoler kun på mig selv - andre er uforudsigelige og manipulerende.

Jeg skriver kun den her smøre for at sige at den skade man påfører børn, omend den kun er verbal, kan vare et helt liv.