Jeg begyndte at ryge som 13 eller 14årig i 90'erne. Jeg hold op med at ryge som 35 årig, og det var ved at skifte til en vaper. Ved selv at regulere styrken på nikotinen ned, indtil den var zero, og ved at vælge en relativ klodset vaper der var besværlig at bruge ved computeren, afvænnede jeg migselv fra både den orale stimulation or nikotinen samtidig. Det tog omkring 2 måneder. Jeg er aldrig faldet i siden, og der er gået år. Min mand gjorde det samtidig, og faldt i en enkelt gang. Derefter tog han en kold tyrker og er aldrig faldet i igen. Jeg havde aldrig rigtigt nogen bivirkninger. Ingen hoste eller fysiske problemer.

​

Jeg begyndte at ryge fordi de andre kids gjorde det, og fordi min mor var ret ligeglad med det. Jeg drak ikke og jeg fik perfekte karakter i skolen, så jeg tror jeg har sagt et eller andet med om hun foretrak det ene frem for det andet, for jeg skulle nok gøre et eller andet der passede mig, og ikke hende eller skolen. - Så jeg var en typisk brat teenager.

​

Selvom jeg startede tidligt, røg jeg aldrig meget. mellem 5 og 10 cigaretter om dagen, men for det meste lå det omkring 5. Jeg kunne ikke ryge udenfor, i en bil, i et tog, eller om morgenen. Det var mest social rygning tbh. Og det skyldtes at jeg syntes røgen stank. Yep. Jeg kunne lugte at det var gross, og jeg røg alligevel. Wtf is that?

​

Jeg syntes altid det lugtede ret grimt, og jeg syntes sq ikke det så smart ud. Men det rush man fik, sammen med en god kop kaffe eller et glas vin. DET var det værd. Syntes jeg den gang. Så det var grunden til voksne mig røg.

​

Teenageren røg for at gøre lidt oprør mod det perfekte, samværet, og så var der lidt cool faktor involveret fordi jeg måtte ryge derhjemme inde på mit værelse, og det var jeg den eneste i min vennegruppe der måtte, så jeg havde tit veninder ovre. Det lyder idiotisk. Men jeg tror ikke man begynder at ryge, hvis der ikke er en del idioti i spil.